"En spadsertur" (utdrag)

"Faa dem en god husholderske." Clara har standset og vendt om, saa de nu gaar hurtigt tilbage med ryggen til den lyse aftenhimmel. "Det er stygt af dem, frøken, at svare saaledes, og hvad de siger om at rense mit liv maa være grundet paa sladderhistorier fra Paris." Claras ansigt er efterhaanden blevet meget sorgfuldt, og i hendes stemme er der kommet en haabløs klang. "Ja vist var det stygt sagt, tilgiv mig, Elieson, de har saa ofte tilgivet min heftighed. Jeg kan saa lidet sætte pris paa deres stræv for vort sorgfrie udkomme, der behøvedes saa lidet, da jeg havde penge nok for os begge. Fra sladderhistorie har jeg intet hørt om dem, man har altid talt med delicatesse om dem til mig." Hun vender sig hastig mod ham. "Vilde de kunne fortælle mig deres liv i Paris, hvor de havde været aftenene forud, at de var sammen med os?" Der for en rødme over hans ansigt, og hun siger heftig "Aa nei jeg har seet nok." "Nei frøken de har ikke ret til dette, de ved ikke, hvor meget større vore fristelser ere. Jeg vil ikke tilstaa noget, for selv de ting, som fra vort stand-punkt ikke ere urigtige, vilde det være dem umuligt at høre paa." "De ved ikke, hvor meget det vilde være mig muligt at høre paa, jo renere jeg var, des mer vilde jeg kunne høre hvis det isandhed var ting, som for dem ikke vare urigtige. Naturligvis kan jeg ikke vide, hvor langt I mænd ere komne ind under fristelsernes magt, men jeg tror, at enhver svaghed i mennesket har en modsvarende kraft, den som vil være ren, kan, ialfald angre kan han." "Det er nu engang for alle umuligt at stille mand og kvinde lige her. Hvad jeg kan have gjort galt i saa henseende, er ting, som jeg alle lægger bag mig, de ere altsaa som ugjorte." "Hvor kan man gjøre en begaaet synd ugjort. Christendommen udsletter synder ved tilgivelse, men uden den og uden anger brænder synden et mørke i sjælen og gjør livsanskuelsen uren. Og det skulde de ikke være den ansvarlig for, som de beder om at være deres hustru." "Ja, frøken, jeg forstaar nok nu, vi passer ikke for hinanden, og de kan umuligt føle noget for mig, naar de har alle disse betænkeligheder." De gaar tause indtil de staar ved alléen, der fører op til hendes hjem. "Nei de har vist ret", hun sagde dette langsomt, idet hun rakte ham haanden, han hilsede og vendte allerede om, mens hun blev staaende. "Elieson", hendes stemme bever af smerte, han vender sig hurtig om og staar i næste secund ved hendes side skjelvende som hun af bevægelse. "Jeg maatte bare sige at de tager mit eneste haab paa lykke med dem, tak for deres kjærlighed, giv mig deres tilgivelse og bliv lykkelig." "Frøken Clara tag deres ord igjen, de kan jo forbedre mig, jeg skal prøve at lade mig opdrage af dem." Hun giver ham begge sine hænder som han holder trykket i sine, mens hun ser ham alvorlig ind i ansigtet. "Jeg tør ikke, det vilde gjøre os begge ulykkelige. Aa hvor jeg har længtet efter, og hvor jeg har gruet for dette øieblik. Gid de heller havde friet til mig for 5 aar siden, da jeg intet vidste intet tænkte, - aa nei da heller, som det er. Nei, nei jeg tør ikke. De vil finde en anden at holde af, jeg er jo slet ikke den, de troede." Udtrykket i hendes ansigt bedaarer ham aldeles, han slipper hendes hænder for at omfavne hende, men hun forekommer ham ved at legge sine hænder paa hans arme, saa lader hun dem falde og skjuler sit ansigt i dem. "Er dette for livet" spørger han med halvkvalt stemme. Hun løfter hovedet rækker ham haanden som han kysser, og de gaar hver sin vei. Hvor det var mørkt i alléen, hun kom heldig useet ind paa sit værelse, hvor hun kaster sig paa sofaen. Døren aabnes. "Er du der Clara?" "Ja fader men jeg er ikke frisk, saa jeg vil lægge mig." "Aa, det gaar nok snart over, jeg var bare bange du endnu var ude, og det vilde ikke været passende." Hun hører dampskibsklokken ringe, hun springer op, men kaster sig saa paa knæ foran sofaen og brister i en voldsom graad. Han kom netop tidsnok til at faa sin kuffert fra expeditionen og ombord. "Kommer de med igjen, har de allerede nok af byen?" "Ja, der var ikke mer for mig at gjøre." Han gaar agterud, men skibet svinger i den (...)kestille aften. Han ser ned i vandet med den lysende morild og udover fjorden, hvor skyer og stjerner speiler sig. Der var ikke mer for mig at gjøre. Men hvad var det egentlig, hun elskede ham jo, hvor kunde han saa reise bort. Det var vist bare damenykker, han maatte iland igjen. Dog hendes alvorlige smertefulde ansikt staar atter for ham. Der maatte alligevel være noget bagom alt dette, som han ikke ret fattede. Han lægger armene paa rælingen og ansigtet paa dem, mens skibet fører ham videre og videre ud i den stille nat.