Kultur

Kalkuleret komedie fra Erlend Loe

Erlend Loes største problem er, at han ved præcis, hvad der skal til for at være sjov.

Erlend Loe.
  • Johannes Baun
  • Erlend Loe
  • Dyrene i Afrika (roman)
  • Cappelen Damm

  • Erlend Loe er film- og bokanmelder i Aftenposten. Hans nye bok blir derfor vurdert av en ekstern gjesteanmelder.
  • Johannes Baun er litteraturredaktør i danske Weekendavisen.
  • Anmeldelsen er skrevet på dansk.

Les også: Derfor er denne anmeldelsen skrevet på dansk

Erlend Loe skriver romaner på samme måde, som man byggede Pompidou-centeret i Paris i 1970erne. Arkitekterne Renzo Piano og Richard Rogers vandt dengang konkurrencen om en moderne kunstinstitution med et forslag, der placerede al rørføringen uden på bygningen – og understregede effekten med stærke farver.

Hvorfor skjule bygningens indre, hvis man kan vise det frem?

I Dyrene i Afrika, Loes nye roman, ser det sådan ud: Fem «enkeltpersoner» skal præsenteres farverigt og sjovt og med et par karaktertræk og/eller professionelle kompetencer, som kan bruges ved senere lejlighed. Cut. Så skal de bringes sammen om et fælles projekt, som skal være farverigt og sjovt og helst også provokere den gode smag. Cut. Til sidst skal de udføre projektet, og det skal se farverigt og sjovt ud og selvfølgelig falde fra hinanden. Cut. Rulletekster.

Det dyreglade persongalleri

I den forstand lykkes alt for Erlend Loe. Tandlægen Vidkun er træt af sin kompagnon og fantaserer om dyr på savannen (og jo, han lyder som den dyreglade tandlæge fra Loes tv-serie Kampen for tilværelsen). Det samme gælder den forladte homoseksuelle zoolog Joachim Sperber, der trænger til, at der skal ske noget nyt, gerne med dyr.

Lise, der er singel og har arbejdet med drabssager i årtier, er træt af død og ulykke – og så er hun begyndt at drømme om leoparder. Og «Såkaldte Bob», han skal da med, for sådan en kreativ klasse-fyr, der lige har bygget om huset for en formue uden at blive lykkelig af det, vil rigtig gerne opleve noget andet end den glatte hverdag med kone og børn. Måske han kan lade sig inspirere af det Afrika-kort, han har hængt op i den nye, dyre garage?

Så mangler der bare en fyr med penge, og det kunne jo være Hektor, der skriver en romantisk serieroman om måneden, men savner sin døde kone og gerne vil ud at rejse. Voilá!

Til Afrika for å skjende ville dyr

Erlend Loe er ikke redd for å provosere

Tilfældigvis ser alle enkeltpersonerne den samme annonce for et foredrag om dyreetik, tilfældigvis finder de bagefter sammen og drikker kaffe, tilfældigvis bliver de verdens bedste venner og hjælper hinanden med alting – fra punkterede cykeldæk til fingeret dyresex – og tilfældigvis ender de alle med at synes, det er en vildt god ide, da Lise spørger: «Hva om vi reiser til Afrika og skjender ville dyr?» Jo, for hvis man på den måde viser, hvor ondt mennesker handler mod store og små, vil det kunne rejse en storm af protester, måske forandre verden.

«Skjende for å bevare» bliver gruppens mantra, meget farverigt, sjovt og provokerende, tjek! Og så af sted til den kenyanske safariarrangør, der kan bedøve ethvert dyr, så det lader sig skænde, også The Big Five: løve, elefant, bøffel, leopard og næsehorn. Men mon det farverige og sjove projekt lader sig fuldføre? Nix, Loes proffe snublesnore udspændes, mens han vinker til Monty Python.

Loe kommer til kort

I Dyrene i Afrika har Loe puttet alle farverne på det enkelt, men konsekvent konstruerede ydre. Og så er vi tilbage ved Pompidou-centeret, for ideen med at lægge det indre udenpå var i sin tid at gøre mere plads til kunsten indenfor.

Og her kommer Loe til kort. Eller også er han bare doven, måske mest det. For han kan være virkelig sjov. Efter at have lagt sønnen vil Vidkun gerne, at «Line skulle møte blikket hans slik at de kunne dele en tanke om at familielivet er strevsomt, men også fint», og lidt senere «trakk [hun] beina opp under seg, slik kvinner sitter i reklamer for private pensjonsspareordninger.»

Det er ekstremt præcist og godt set – og derfor sjovt. Det er også sjovt, når Loe joker med autofiktionen og præsenterer «Såkalte Bob. Det er ikke hans egentlige navn. 45 år. Ikke hans korrekte alder. Oslo vest. Ikke nødvendigvis korrekt adresse. Det fins en etisk standard når man skriver.»

Og de politisk ukorrekte opgør med den identitetspolitiske forsuring af tilværelsen er kostelige: «Løping mens andre var opptatt med å sitte i bilkø eller lage middag til unger, var homolivet på sitt beste.»

Ikke noget inden i

Men det er og bliver for lidt. Erlend Loe satser på, at kulørerne udenpå holder interessen oppe, men når der ikke er noget inden i hverken de flade karakterer eller planerne om at redde verden, virker det stik modsat den nu klassiske parisiske institution, hvor det farverige ydre stadig trækker besøgende til det fantastiske indre.

Dyrene i Afrika lyder sjov, men er det kun i glimt.

Les mer om

  1. Erlend Loe
  2. Bokanmeldelse
  3. Litteratur
  4. Bøker