Barn fødes, sex forsvinder i «Vi kan godt få barn»

Romanen mangler karakter og timing.

Hugh Grants karriere toppede i ti år omkring årtusindskiftet - fra Four Weddings and a Funeral (1994) over Notting Hill (1999) og About a Boy (2002) til julenyklassikeren Love Actually (2003). Man kan ikke beskylde Grant for at være nogen stor karakterskuespiller, men uanset hvilken rolle han tog, tilføjede han den en særegen, nørdet, lidt kikset og vældig charmerende farve - karakter, med et andet ord.

Jeg kom til at tænke på Hugh Grant, da jeg i Jan Zahl og Mari Grydelands Vi kan godt få barn læste om Frank Høst, en særegen, nørdet, lidt kikset sociologuddannet lærer, der er sammen med Erle, som han fandt i forfatternes første fælles roman, Vi kan godt kysse (2004). Hun arbejder i varmluftbranchen - kvikke salgstaler, smarte butiksåbninger, den slags - og sammen køber de en noget for lille og meget for dyr lejlighed.